Når jeg er ude på havebesøg, er noget af det første, som folk ønsker, ofte en ”nem have”. Og hvad er så det? En nem have findes ikke, så skal man bo i en lejlighed og have et par kaktus i vinduet.
Jeg synes, at noget af det vigtigste er ens indstilling til havearbejdet. En positiv indstilling kan være det, som letter arbejdet i haven allermest.
- Lad være med at se det som en sur pligt og noget, man skal gøre for at tilfredsstille sine omgivelser.
- Det skal være noget positivt, noget man gør for sin egen skyld.
- Der kan tænkes mange gode tanker og planlægges meget, når man ligger på knæ og luer ukrudt.
- Og så er der alt det med motion, som er så vigtigt i dagens samfund. Fitnesscenteret er unødvendigt, hvis du har en have.
- Du får styrketrænet dine benmuskler, når du graver have eller flytter om på buske og stauder.
- Det giver armmuskler, når du klipper hæk, lægger fliser og bygger stengærde.
- Og pulsen kommer op, når du går en rask tur bag plæneklipperen.
Mere konkret kan havearbejdet også lettes
- At opdele haven i mindre haverum er med til at lette havearbejdet. Det er psykologisk betinget – men det er lettere at overskue et mindre areal ad gangen. Det er en rar fornemmelse, når man kan sige til sig selv ”nu er jeg færdig herinde” og gå videre til næste rum. Det hele er ikke bare en udflydende flade, hvor man føler, at havearbejdet er en evighedsspiral.
- En enkel, praktisk ting, som kan lette havearbejdet, er at lægge en kant af belægningsten/fliser omkring ens bede. Så holdes bedets planter afskilt fra evt. en græsplæne. Læg også en flise der, hvor græs støder direkte op til husmure.
God fornøjelse med haven!
Lene Skaarup Ditlevsen
Have- og landskabsarkitekt, MDL.